Typer af psoriasis

Overordnet kan hudforandringerne inddeles i psoriasis vulgaris (plaque psoriasis, guttat psoriasis og invers psoriasis) og pustuløs psoriasis.

Herudover kan led og negle være involveret.

Plaque psoriasis

Plaque psoriasis viser sig som velafgrænsede, røde og hævede områder på huden med skæl af døde hudceller, der næsten kan se skinnende eller sølvfarvede ud. Denne type psoriasis sidder ofte på albuer, knæ, i hårbunden og på ryggen, men kan også findes alle andre steder på kroppen. Huden vil være tør, skællende og kan klø meget. Størrelsen på udslættet kan variere fra størrelsen af en mønt til størrelsen af en håndflade eller mere. Plaque psoriasis er den mest almindelige form for psoriasis.

Dråbeformet psoriasis (Guttat psoriasis)

Denne type psoriasis kalder man også for dråbepsoriasis eller dråbeformet psoriasis. Guttat psoriasis viser sig som mange små dråbeformede pletter på huden, der både kan sidde på ben, arme, krop og nogle gange også i hovedbunden. Pletterne er ganske små og kan være dækket af et lag hvidt skæl. Det er ofte børn og unge, der får denne type psoriasis, og ganske tit er den udløst af en halsinfektion for eksempel halsbetændelse. Nogle har dråbepsoriasis som det første udbrud, mens efterfølgende udbrud præsenterer sig som plaque psoriasis.

Invers psoriasis

Psoriasis, der sidder i hudfolder, kalder man for invers psoriasis. Hudfolderne kan for eksempel være under brysterne, i armhulerne, i skridtet eller mellem ballerne. Som de andre former for psoriasis er invers psoriasis kendetegnet ved røde og hævede hudområder, men der er ingen skæl ved invers psoriasis, ligesom huden også er glat.

Hårbundspsoriasis

Psoriasis i hårbunden eller hårbundspsoriasis kan sidde hvor som helst i hårbunden, men findes ofte i grænsen mellem hårbund og den almindelige hud, det vil sige i hårgrænsen ved panden, ørerne og nakken. Psoriasis i hårbunden viser sig som områder eller knopper med skæl i hårbunden. Psoriasisskællene er typisk større og mere hvidlige flager end de almindelige skæl i håret.

Neglepsoriasis

Neglepsoriasis er psoriasis, der findes i selve neglen eller i neglelejet. Hvis man har neglepsoriasis, kan neglene få små fordybninger - ligesom et fingerbøl typisk har. Neglene kan også forandre sig så meget, at det ligner neglesvamp. Neglen kan blive tyk, gullig og ujævn og nogle gange løsne sig og falde af.

Pustuløs psoriasis

Pustuløs psoriasis er en atypisk form for psoriasis, hvor huden typisk er rød og med talrige pustler (bumselignende knopper). Pustuløs psoriasis kan være udbredt over det meste af kroppen. I disse tilfælde vil man ofte også få feber og sygdomsfornemmelse. Pustuløs psoriasis kan dog også forekomme lokalt og sidder da oftest på hænder og fødder, som kan være ømme.

 Læs om psoriasisgigt her

 Læs mere om de forskellige typer psoriasis hos Psoriasisforeningen

 Se billeder af psoriasis på Netdoktor.dk

Uppdaterad: 03-02-2017